Store dele af Danmark er i øjeblikket sendt hjem for at arbejde, studere og gå i skole pga. udbredelsen af Covid-19. Projektet På Vej Til Arbejde er ingen undtagelse, men selvom vi ressourcekonsulenter nu har fået hjemmekontorer, og vores skønne projektdeltagere er blevet bedt om at blive hjemme, er vi langt fra gået i stå. Vi forsætter med individuelle samtaler, netværksmøder og opstartsmøder – nu bare via telefon og skype. Det er vores indtryk, at det fungerer udmærket at afholde de individuelle samtaler over telefonen, men selvfølgelig ser vi frem til at kunne mødes igen fysisk.
Enkelte har valgt at fortsætte deres praktik, hvis det er forsvarligt i forhold til de udmeldte restriktioner.
I dag var det meningen, at det næste gruppeforløb skulle begynde, men det er vi blevet nødt til at udskyde på ubestemt tid. Holdet ER fyldt op, og vi begynder lige så snart, at landet åbner mere op igen. Deltagerne på holdet vil få besked om ny opstartsdato i god tid.
Tiden hjemme kan være til refleksion, fordybelse og til at drømme. Drømme – store som små – om din fremtid og din hverdag. Drømme giver kraft og energi til at fortsætte med at sætte det ene ben foran det andet – også i tider, som kan være udfordrende og uforudsigelige. Tiden hjemme kan også bare være til at bage en kage, gå en ekstra tur i nærområdet eller ringe til den ven eller veninde, det er længe siden, at du har talt med. Det er helt op til dig.
Foråret ER på vej, og vi glæder os til, vi kan mødes igen.
Mange hilsner fra Nadia, Joane, Casper & Kirja